Hvor vil du hen?
Loading
Hvornår vil du afsted?
Hvor mange personer?
 
Voksne
Børn
Flere søgemuligheder
0
Henter indhold

Regionen Centre - Val de Loire deles i to af den brede Loireflod, som er Frankrigs længste flod. Området ligger syd for Normandiet og Bretagne og kan nås fra Paris på bare en times tid.

Regionen, som særligt er kendt for vinproduktion og de prægtige renæssance-slotte, kaldes også for Frankrigs have, og det er ikke så mærkeligt, for landskabet er dejligt grønt. En lang strækning langs floden er endda optaget på UNESCOs liste over verdensarv, og årsagen til dette er netop - ud over slottene - det smukke og karakteristiske landskab.

Alsace Aquitaine Normandiet Bourgogne Bretagne Centre Val de Loire Korsika Île-de-France Languedoc-Roussillon Midi-Pyrénées Pays de la Loire Poitou-Charentes Provence-Alpes-Côte d'Azur Rhône-Alpes Kort over Frankrig

Hovedbyen i regionen er Orléans - kendt for Jeanne d'Arc som er en af de vigtigste heltinder i fransk historie og kendt verden over. Centre-Val de Loire er Frankrigs femtestørste region målt på befolkningstal og på andelen af Frankrigs BNP. Kød, mælk og forarbejdning af korn udgør de vigtigste indtægtskilder, og desuden dyrkes helt op imod 20 % af Frankrigs samlede grøntsagsproduktion her. Hvis kriteriet for en god ferie er smuk natur og vin i verdensklasse, så er denne region det rette valg.

Byer

Orléans er den franske helgeninde, Jeanne d’Arcs, hjemby. Jeanne d’Arc førte under guddommelig indflydelse de franske hære sejrrigt igennem store slag under 100-års krigen, men endte til sidst med at blive brændt på bålet som en kætter i Rouen, kun 19 år gammel. 25 år senere udråbtes hun som martyr. Jeanne d'Arc er en af Frankrigs vigtigste helgeninder. Hun har givet inspiration til værker af så forskellige kunstnere som Verdi, Shakespeare, Mark Twain og Bertolt Brecht, og er stadig den dag i dag en sagnomspunden figur.

Tours ligger hvor floderne Loire og Cher krydser hinanden, og var Frankrigs ”politiske hovedstad” under Charles VII og Louis XI. I nærheden ligger de mange smukke slotte som Loire dalen er kendt for.

Chartres ligger ca 90 km fra Paris i et rigt landbrugsområde, som hovedsageligt producerer korn, og derfor i folkemunde kaldes for ”Frankrigs kornlade”. Byen er kendt for de mange pilgrimsvandringer og for den store katedral, som kunstneren Rodin engang omtalte som ”Frankrigs Akropolis”. Cathédrale Notre-Dame de Chartres betragtes som den bedst bevarede gotiske kirke i Frankrig, og dens høje tårne er karakteristiske for Chartres profil og kan ses mange kilometer væk. Katedralen var desuden en af de første, der blev optaget på UNESCOS liste over verdenskulturarv, da denne blev oprettet i 1979.

Historie

Regionen har en lang og omskiftelig historie bag sig, og har været beboet langs floderne så langt tilbage som vores tidsregning rækker. Gallere, romere, carolingere og vikinger har alle hersket og kæmpet om magten i området. De sidste store slag fandt sted i perioden 1340 - 1453 også kaldet Hundredårskrigen. Det var her en af de største franske heltinder, Jeanne d'Arc, som 14-årig fik opbakning af guderne og bidrog til Orléans sejr over angriberne.

I Renæssancen blev Loiredalen de kongeliges foretrukne opholdssted. Således var Tours hovedstad for Louis XI's rige fra 1461 til 1594, og mange italienske kunstnere og håndværkere blev hentet hertil for at forskønne de gamle og dystre slotte - heriblandt ingen ringere end Leonardo da Vinci. Dette gælder blandt andet for slottene Chateau d'Amboise og Chateau de Blois. I perioden byggede man også nye lystslotte til hofferne helt fra bunden som fx. Chateau de Chambord. Samtidig med at man gjorde meget ud af bygningsværkerne, inddrog man også naturen udenom i helheden, og det unikke resultat man opnåede i Loiredalen ved at kombinere italiensk, flamsk og fransk havekunst er sidenhen blevet indbegrebet af renæssancens opfattelse af det romantiske landskab. Samspillet mellem naturen og haverne på Loireflodens breder er i dag kendt verden over og beundres årligt af mange besøgende.

I det 17. og 18 årh. havde regionen en central rolle i forhold til transport, da flere store kanaler blev bygget, og samtidig fik Loireflodens havne til at vokse. Jernbanens indførelse ændrede denne vigtige position, og langsomt mistede floden den dominerende position som den foretrukne transportvej i regionen, hvilket resulterede i, at store havne lukkede.

Naturoplevelser

Flora og fauna har gode vilkår og beskyttes godt i denne region, idet Loiredalen er et UNESCO-klassificeret område. Man kan derfor være heldig at se mange forskellige arter af både planter og dyr i området, og Loirefloden og dens mange udløbere vil bidrage til den smukke oplevelse med det klare vand, der løber som et bånd igennem landskabet.

Det flade, grønne landskab med vinmarker og de mange gode stier indbyder hele familien til at indtage regionen på cykel. Måske bare for en enkelt dag. Mange steder er der forslag til cykelture af forskellig sværhedsgrad og tit med et tema. For eksempel er det oplagt at cykle rundt og se nogle af de smukke vinslotte og de omkringliggende landskaber.

Loirefloden er bred og stille og ikke særlig dyb, hvilket gør den velegenet til kanoture for hele familien.
Desuden veksler landskabet med skove med vildt og damme til opdrætning af fisk.

Mad & vin

Ostene er et kapitel for sig selv, og særligt den friske gedeost fra området La Vendée er kendt. Til den søde tand byder det regionale køkken på brioche og forløberen for den verdenskendte mørdej i form af småkagerne fra Sablé-sur-Sarthe. Mørdej hedder for øvrigt pâte sablée på fransk.

Vin
Regionen Val de Loire er Frankrigs tredjestørste producent af vin, og vinene fra området karakteriseres som usædvanligt friske og livlige, hvilket tilskrives det tempererede klima og den rige jordbund. Man kan følge la route des vignobles, Frankrigs længste vinrute på hele 800 km, langs med Loirefloden, hvis man gerne vil se vinmarkerne og besøge vinproducenterne. Mest kendte er vinene fra Muscadet, Anjou, Pouilly Fumé og Sancerre. Desuden var det her brødrene Cointreau opfandt deres berømte likør af samme navn fremstillet på basis af appelsinskaller.

 
 

Populært i Centre Val de Loire

search map