Hvor vil du hen?
Loading
Hvornår vil du afsted?
Hvor mange personer?
 
Voksne
Børn
Flere søgemuligheder
0
Henter indhold

Normandiet har sit navn efter normannerne, de danske og norske vikingers invasion i 911. Regionen strækker sig over 600 km kyst i Frankrigs nordvestlige hjørne ud mod Den engelske Kanal og Atlanterhavet.

Den består af to regioner, Haute-Normandie med hovedbyen Rouen og Basse-Normandie med hovedbyen Caen. Begge byer byder på et historisk bycentrum, der bærer præg af Normandiets lange historie. Caen blev bombet i juni 1944, men har dog bevaret en del af sin smukke arkitektur.

Alsace Aquitaine Normandiet Bourgogne Bretagne Centre Val de Loire Korsika Île-de-France Languedoc-Roussillon Midi-Pyrénées Pays de la Loire Poitou-Charentes Provence-Alpes-Côte d'Azur Rhône-Alpes Kort over Frankrig

Byer

I Normandiet kan man ud over havne- og fiskerbyer besøge flere store og mindre byer som er præget af historiens vingesus.

Ud over hovedbyerne Caen og Rouen er der Bayeux, som er kendt for Bayeux-tapetet, middelalderbyerne Alençon, Falaise og Saint-Lô samt byen Villedieu-les-Poêles, der er kendt for sin produktion af kobber. I Villedieu-les-Poêles finder man kobberværksteder, klokkestøberier, et tin-museum, et museum for normanniske møbler samt andre håndværksmuseer.

Historie

Normandiet har gennem sin 1100 år lange historie været slagmark for nogle af datidens store krige: hundredårskrigen, religionskrigene og 2. verdenskrig, hvilket betyder at regionen er rig på både historie og kultur.

Dette ses tydeligt med antallet af slotte, klostre, kirker, katedraler, museer og monumenter, der er spredt rundt over hele Normandiet. Det mest kendte må være Le Mont Saint-Michel lige ved grænsen til Bretagne. Le Mont Saint-Michel er en klippeø med et gotisk benediktinerkloster på toppen. Klosteret har sin oprindelse helt tilbage fra år 709, og har haft flere funktioner op gennem historien. Det fungerede bl.a. som fængsel under den franske revolution. Under 2. verdenskrig udspillede kyststrækningen i Normandiet en vigtig rolle i befrielsen af Europa.

På D-dag den 6. juni 1944 gik de allierede i land i Normandiet, hvilket bl.a. førte til befrielsen af Paris og Le Havre. Normandiet byder også på storslået natur og monumenter, der har stået model til nogle af impressionisternes malerier: klinten i Étretat, katedralen i Rouen og ikke at glemme Monets have i Giverny.

Sol & Strand

Langs kysten bliver man helt bjergtaget af den flotte, rå natur og de små hyggelige fiskerihavne som Fécamp, der er en autentisk fiskerby, som også byder på flotte palæer, klostre og museer.

Byen Honfleur beskrives af franskmænd som en sød og skør fiskerihavn i Normandiet og var blandt andet både et af Victor Hugo og Charles Baudelaires yndlingssteder. Saint-Vaast-La Hougue er en vigtig fiskerihavn med en lang historie. Man kan også besøge den store vigtige havn i Le Havre, som er Frankrigs næst største havn og den femte største i Europa. Til slut kan nævnes Cherbourg, der udmærker sig ved at have den største kunstigt anlagte bugt i verden og desuden lagde kulisse til Cathrine Deneuves gennembrudsfilm Les Parapluies de Cherbourg.

Normandiet er kendt for sin rå kyststrækning, men man kan også finde badebyer som Dieppe, der udover at være den mest aktive havn i Normandiet, også er den badestrand, der ligger tættest på Paris. Étretat er mest kendt for sin storslåede klint, som er portrætteret af Monet, men her kan man også bade. Deauville har en 2 km lang strand med fint sand. Byen er nærmest blevet forstad til Paris, hvor man bl.a. også kan tage en tur på kasino. I Cabourg blev der anlagt en badestrand i det 19. århundrede. Op gennem det 20. århundrede har den fået en dekadent charme.

Naturoplevelser

Er man glad for natur, er Normandiet en rigtig naturegn. Her er naturparker, hvis mål er at beskytte natur- og kulturarven i Normandiet: Le Parc Naturel Régional des Boucles de la Seine byder på moseområder, skove, klostre, kunsthåndværk og slotte. Le Parc Régional du Perche består af smukt, bakket landskab med søer, floder, skove og markområder, der dyrkes af et dynamisk og blandet landbrug. Desuden er her en masse køer, æsler og heste. Endelig er der Le Parc Naturel Régional de Normandie-Maine som byder på naturområder med lyng, moser og kalkbjerge.

Er man glad for dyr, kan man besøge Le Parc Zoologique CERZA i Calvados, der minder om Knuthenborg Safaripark. Der er også de mere traditionelle zoologiske haver som Le Parc Zoologique de Champrépus i La Manche eller Le Parc Zoologique de Jurques uden for Caen. I Cherbourg kan man besøge det store akvarium La Cité de la Mer.

Mad & vin

Når man nu har sat sin vej forbi Normandiet, må man ikke glemme, at her findes en masse specialiteter, der kan tilfredsstille enhver gourmet.

Her kan man spise sig mæt i alt godt fra havet samt nyde landbrugsprodukter som ost, smør, æbler, kirsebær, grøntsager og en del kødprodukter som lam, skinke, rillettes, forskellige pølser og charcuterie. Er man vovet, kan man prøve en egnsret som indvolde… Camembert er muligvis den mest kendte ost, men der produceres faktisk omkring 30 forskellige oste i Normandiet. Fra havet kan man især nyde godt af østers, rejer, kammuslinger, hummere og blåmuslinger. I departementet Calvados laves den populære brændevin af samme navn, og det er muligt at besøge flere destillerier. Herudover produceres der cider i Calvados.

 
 

Populært i Normandiet

Belambra Colleville

Colleville-sur-Mer

search map