Hvor vil du hen?
Loading
Hvornår vil du afsted?
Hvor mange personer?
 
Voksne
Børn
Flere søgemuligheder
0
Henter indhold

Rhône-Alpes er variationernes region. Her er svimlende alpetinder og de dybeste flodkløfter i Europa. Her er skisportssteder i nord med udsigt til Mont Blanc og grænsen til Provence i syd med Rhônedalens vindistrikter og delikatesser. Overalt i regionen er der året rundt naturoplevelser for de virkeligt kræsne feriegæster. Men der er også byerne Lyon, Grenoble og Saint Etienne, der byder på storbypuls og international atmosfære.

Som Frankrigs største region i areal er Rhône-Alpes en stor mundfuld, hvis man vil det hele på en gang. Der er rigeligt med rejseindhold i hvert et hjørne af regionen. En ferie i bjergene Savoie og Haute-Savoie kan sagtens fyldes op med besøg ved de store søer omkring Annecy og op mod Schweiz, ligesom en tur til Rhônedalen med trøfler, oliven og vin er et godt forslag.

De store byer byder på et hav af kulturoplevelser, som opera, teater og en masse museer. Blandt andet kunstmuseer og historiske museer som Musée de la Resistance (Modstandsmuseet) i Lyon.
For de sportsglade er den franske førstedivision i fodbold domineret af Saint-Étienne og Olympique lyonnais med stolte traditioner. Desuden er der store vinterportstraditioner med de olympiske byer Chamonix, Grenoble og Albertville.

Alsace Aquitaine Normandiet Bourgogne Bretagne Centre Val de Loire Korsika Île-de-France Languedoc-Roussillon Midi-Pyrénées Pays de la Loire Poitou-Charentes Provence-Alpes-Côte d'Azur Rhône-Alpes Kort over Frankrig

Rhône-Alpes er arnested for en af de helt store traditionelle og ærkefranske fritidsbeskæftigelser, pétanque og boules. I landsbyen Saint-Bonnet-le-Château findes sågar det internationale museum for pétanque og boules.
Lyon er klassificeret af UNESCO som en del verdens kulturarv og byder på flere festivaler henover året med Fêtes des lumières (lysets fest) den 8. december som højdepunkt, hvor hele Lyon bades i lys fra private vinduer og professionelle lysshows på facader og i parker.

Der er masser af muligheder for at variere sine ferierejser til Rhône-Alpes – både for den erfarne frankrigsfarer og den førstegangsbesøgende.

Byer

Lyon er en af Frankrigs største byer, og udgør en stærk økonomisk trekant sammen med Grenoble og Saint-Étienne.

Faktisk det største finansdistrikt uden for Paris og et af Europas økonomiske kraftcentre. Her er det muligt for feriegæsten, at nyde den internationale storbypuls med et hav af kulturelle tilbud og et overflødighedshorn af muligheder for den historisk interesserede.

I Lyon holder en af verdens mest berømte og indflydelsesrige kokke til, nemlig Paul Bocuse i Collognes-au-Mont-d’Or, som alverdens gastro-pilgrimme stadig valfarter til trods restaurantens efterhånden noget slidte ry.

Desuden er der ikke langt til metropolen Genève, der er den største by i den fransktalende del af Schweiz.

Historie

Rhône-Alpes har i mange henseender været lidt af en svingdør for mange folkeslag gennem tiderne. Grotterne i Chauvet (Ardèche) viser med 30.000 år gamle tegninger nogle af menneskehedens første kunstværker.

En myriade af franske folkeslag har historisk andel i regionen, ligesom den mægtige Rhôneflod gennem tiden har dannet grænse for blandt andet Frankrig og det tysk-romerske rige.

Flere historikere betegner Journée des Tuiles (Teglstenes dag) i Juni 1788 i Grenoble som startskuddet til den franske revolution. Her kastede utilfredse borgere teglsten i hovedet på soldater, der var sendt ud for at slå ned på den ulmende uro og utilfredshed.

Den industrielle revolution kom tidligt til området, da en af de første kontinentale jernbanelinjer blev etableret fra Saint-Étienne i 1827 og 1832.

For den historisk interesserede feriegæst er der masser af muligheder for inspiration og udvidelse af horisonter.

Naturoplevelser

Rhône-Alpes er et sandt paradis for naturelskere. I bjergene i nord er der rige muligheder for at vandre eller cykle om sommeren eller skiløb om vinteren.

I området omkring Chamonix er der Aiguille du Midi (Middagsnålen) med en af verdens højeste svævebaner og en storslået udsigt over Mont Blanc-massivet. Navnet Middagsnålen kommer af, at klokken 12 står solen lige over tinden, når man betragter den fra Chamonix. Det er også her man finder Frankrigs længste gletcher, den 7 kilometer lange Mer de Glace (Ishavet), hvor man kan besøge grotter hugget ud i isen.

Her findes flere naturparker: i de nordlige og østlige alpine landskaber, i nærmest provencalske områder i Drôme i syd og omkring centralmassivet i vest og nord.

De store kløfter i Ardèche, Gorges de l’Ardèche, kaldes ofte for Frankrigs svar på Grand Canyon. Her findes et storslået landskab, der er et yndet rejsemål for franske og udenlandske turister.

I den sydlige ende af regionen mødes det alpine klima med middelhavsklimaet og skaber på plateauet øst for Rhônefloden rige naturområder. Her findes store vindistrikter, lavendelmarker så langt øjet rækker, lunde med abrikoser, nødder og oliven.

Mad & vin

Rhône-Alpes er en region med meget stor gastronomisk profil. Spredt ud over området er der et hav af restaurationer med og uden michelin-stjerner, hvor pris og niveau følges meget bedre ad. Man kan finde store internationale spisesteder og det ultra-lokale køkken, hvor alt er produceret og dyrket på stedet. I sidstnævnte kategori kan fremhæves Marc Veyrat i Annecy, der som den eneste kok i verden har to gange tre michelinstjerner. Gault Millaus guide mener, at perfektion er umulig, og har aldrig givet 20 point ud af 20 mulige. I 2004 skete det imidlertid for to restauranter – begge ejet af Marc Veyrat.

Den store variation i råvarer viser en region, der er rig på gastronomiske muligheder. Her er specialiteter som fjerkræ fra Bresse, charcuterie (pålæg) fra Lyon, oliven fra Nyons og trøfler fra Tricastin. Alene på osteområdet findes et utal, hvor de mest berømte er Tomme de Savoie, Bleu de Bresse, Beaufort, Gruyère, Picodon, Reblochon og Saint Marcellin.
Drôme og Ardèche er desuden berømte for blåbær, kastanjer og nødder. Endelig må man ikke glemme chokoladeproducenten Valrhona i Tain l’Hermitage og den verdensberømte hvide nougat fra Montélimar.

Et af Frankrigs store vindistrikter er Rhônedalen, hvor der i nord laves nogle af de mest fornemme og berømte vine fra de stejle skråninger omkring Hermitagebjerget og langs Rhônefloden mellem Valence og Vienne. Mange vinkendere mener, at den verdensberømte druesort Syrah viser sig fra sin allerfornemste side netop her. Længere sydpå finder man masser af mindre berømte og derfor mere prisstærke vindistrikter, der laver fantastiske vine i alle tre farver: rød, hvid og rosé. Det er her, man stadig kan være heldig at finde nogle af de tilbageværende andelsvinkældre, (Cave Coopérative el. kooperativkælder), der stadig sælger vin en vrac (på tank) til forbipasserende gæster.

Det meget smukke vindistrikt Beaujolais helt oppe nordpå ved grænsen til Bourgogne hører administrativt til regionen Rhône-Alpes, men betragtes af mange mere som en Bourgogne. Vinene er lavet på druesorten Gamay, som giver frugtrige og liflige rødvine, der blandt andet gør sig udmærket til fisk. Den verdensberømte (og berygtede) Beaujolais Nouveau kommer herfra den tredje torsdag i november, og bliver under stor ståhej sendt ud i den ganske verden som den første vin af årets høst. Det er imidlertid de ti cru’er i Beaujolais, der udmærker sig som særdeles dejlige vine. De mest berømte er Morgon, Moulin-a-Vent og Fleurie.

Endelig er der de mindre berømte og feterede vine fra Savoie, der domineres af hvide vine som Crépy og Apremont. Området er ganske lille, og vinene drikkes lokalt og gerne sammen med ostefondue og lokalt charcuterie. Priserne er lave og vinene er lækre.

 
 

Populært i Rhône-Alpes

search map